Hermannshöhle

Hermanns hule, som kun blev opdaget ved et tilfælde under vejarbejde, ligger lige ved siden af Baumanns hule og er en del af Rübeländer drypstenshuler. I modsætning til Baumanns hule er der dog ingen guidede ture i denne hule. I stedet kan besøgende udforske hulen på egen hånd og lytte til en audioguide på deres smartphone for at finde ud af mere om hulens vigtigste stationer og seværdigheder. Siden 2023 har grotten igen strålet i et nyt lys, da den er blevet gennemgribende renoveret med 11 kilometer kabel og 600 nye lamper. Grottens højdepunkter er grotteelmene, krystalkammeret og bjørnekirkegården.

Grotte-elmene

Huleelmene, som blev bosat her af mennesker, fandt først et hjem i grotten i 1932. Den 80 cm dybe og 7 grader varme Olmensee-sø i Hermann's Cave blev skabt specielt til dem. Ud over de første fem eksemplarer fulgte senere yderligere tretten. I 1978 blev der oprettet en særlig ynglepool, men der blev aldrig fundet æg i den, hvorfor man i første omgang antog, at der kun var tale om hanner. Under en oprensning af søen i 1985 blev dyrene indsamlet, og fem ud af ni blev identificeret som hunner. I 2016 blev der kun talt syv olmer, men heldigvis blev der fundet æg, som der desværre ikke kom noget afkom ud af. På grund af et importforbud er dyrene, som kan blive op til 100 år gamle og lever i Hermann's Cave uden naturlige rovdyr, truet af udryddelse, hvis de ikke får flere unger.

Krystalkammeret

Krystalkammeret i Hermann's Cave imponerer også med sine imponerende stalaktitter. Men det er de såkaldte calcitkrystaller, som danner en lang række forskellige figurer her, der har givet grotten dens navn. Nogle steder ligner de et slot, en fæstning, et lindetræ og endda et springvand og den kinesiske mur. De storslåede krystaller i kammeret blev dannet i vandet gennem utallige tusinde år, og det er derfor, at vandstandsmærker i kammerets smalle gang angiver vandets tidligere niveau. Den tidligere vandhule udviklede sig til sidst til en flodhule i løbet af tiden. Krystalkammeret blev opdaget i 1888 og var åbent for offentligheden fra 1897.

Bjørnenes kirkegård

Talrige fund af knogler vidner om, at Rübeland-hulerne, og især Hermanns hule, var et yndet overvintringssted for hulebjørne. Sammenlignet med nutidens brune bjørne er eksemplarer af datidens hulebjørne meget større. De nåede en størrelse på op til 3,5 meter, mens en grizzlybjørn f.eks. kun er 2,5 meter. Bjørnene orienterede sig ved hjælp af duftmærker, som de lavede ved at gnide deres pels mod hulevæggene. Disse mærker er stadig synlige i dag på grund af væggenes mørke farve.

Opdagelsen og historien om Hermanns hule

Hermanns hule blev ligesom den nærliggende Baumanns hule dannet i Devon-perioden for omkring 419,2 til 358,9 millioner år siden. Som nævnt i begyndelsen blev Hermanns hule kun opdaget ved en tilfældighed under vejarbejde i Rübeland den 28. juni 1866. Samtidsvidner mener, at Fritz Sorge fra Rübeland var den første person, der udforskede hulen, mens andre mener, at Wilhelm "Sechserding" Angerstein opdagede den. For at beskytte hulen mod et stort antal besøgende efter opdagelsen, som ville påvirke hulen på samme måde som Baumanns hule, blev der allerede næste dag installeret en dør. I 1868 beordrede kammerråd Hermann Grotian, som hulen blev opkaldt efter i 1877, at der skulle foretages en undersøgelse.

I 1880 blev hulen omdannet til en udstillingshule, og det nu berømte krystalkammer blev opdaget sammen med andre artefakter som f.eks. hulebjørnens knogler. Nysgerrige besøgende måtte dog væbne sig med tålmodighed siden opdagelsen, da hulen først blev åbnet for offentligheden den 1. maj 1890. Det viste sig at være den rigtige beslutning at lukke hulen siden opdagelsen, da det betød, at de mange stalaktitter kunne bevares, og i modsætning til Baumannshöhle- og Bielshöhle-hulerne betød brugen af elektrisk belysning, at der ikke blev ophobet sod fra starten.

Information til besøgende

Temperaturen i Hermannshöhle-grotten er også konstant hele året rundt på omkring 8 grader Celsius, og derfor anbefales det at medbringe en jakke og solide sko. Billetter til besøget kan købes både online og direkte ved billetkontoret.

Der er parkeringsmuligheder for busser, biler og campingvogne i nærheden, men man bør afsætte tilstrækkelig tid til at finde en parkeringsplads, gå på toilettet og til eventuel ventetid ved indgangen. Hunde og fotografering er ikke tilladt i Rübeländer drypstenshulerne, da de er et følsomt levested for flagermus og den sjældne huleolm. Tilstedeværelsen af hunde og blitzlys fra kameraer kan forstyrre dyrene.